Messerschmidts udløbsdato

Bente Randløv sidder foran fjernsynet i sit rækkehus i Sakskøbing valgaften og ser Morten Messerschmidt gå på scenen i DF’s telt. Hun har stemt på partiet siden halvfemserne, og da formanden råber “vi kommer til at æde ham og hans folk hver eneste dag”, rejser hun sig op og klapper. Sådan husker hun det stadig, da hun for nylig læste, at den samme formand nu ikke udelukker at lægge mandater til en regering med den samme Løkke ved næste valg.

Dommen er enkel. Morten Messerschmidt sagde ét på scenen. Nu udelukker han ikke det modsatte. Det er ikke politik. Det er teater.

Beviset ligger i hans egne ord. Valgaften lovede han daglig kamp mod Løkke. Til Berlingske siger han nu, at han måske har spist op til næste valg, og at ultimatummet så ikke længere er relevant. Én sætning. Hele princippet opløst i en vittighed.

Dagen efter valget tilbød Messerschmidt selv Løkke en aftale om blå opbakning uden blå deltagelse. Løkke sagde nej med det samme. Under de længste regeringsforhandlinger i Danmarkshistorien holdt Messerschmidt fast i sit nej til Moderaterne. I dag sidder Moderaterne i regering med Socialdemokratiet, De Radikale og SF, støttet af Enhedslisten og Alternativet. Tre datoer, samme retning hver gang.

Messerschmidt afviser selv, at hans eget ultimatum skubbede Løkke i rød blocs favør. Historieforfalskning, kalder han den forklaring. Der var intet borgerligt flertal, siger han, kun mulighed for en borgerlig mindretalsregering, som Moderaterne selv afviste. Forklaringen er gengivet ordret korrekt. Den ændrer ikke på, hvad han selv sagde fra scenen.

En formand, der lover at æde sin modstander hver dag, og som bagefter indrømmer, at løftet har en udløbsdato, beder ikke om tillid. Han beder om et lager. Morten Messerschmidt har vist, at hans ord holder, indtil det bliver upraktisk at holde dem.